Et trygt og godt lokalsamfund

ET TRYGT OG GODT LOKALSAMFUND!

Hvad betyder en velfungerende skole for et lokalsamfund?

Er det nødvendigt med en hel skole (0. - 9. klassetrin) for at få et lokalsamfund med samhørighed, respekt og anerkendelse for andre mennesker? Hvor idrætsliv og foreningsliv kan opretholdes?
”JA” SIGER ØLSTEDLISTEN til mig. ”En hel skole betyder forskellen fra et levende, udviklende og rigt lokalsamfund, hvorimod en lukket skole eller en delt skole (f.eks. kun med indskoling) betyder et lokalsamfund i AFVIKLING, hvor ressourcestærke børnefamilier ikke ønsker, at deres børn skal vokse op!”

Er det et postulat? Ja måske, men jeg synes at der er mange ting og eksempler, der peger i den retning. Det understøttes af de mange eksempler på små bysamfund, hvor der er sket skolelukning, og elverne er samlet eller bliver flyttet til store enheder. Det sker vist så at sige aldrig med besparelser nævnt som årsagen til den nye struktur, men altid med henvisning til opnåelse af højere faglighed og bedre læringsmiljø.

- Der sker ændringer i alderssammensætning, som en naturlig følge af manglende tilflytning samt fraflytning af børnefamilier. Resultat er at det demokratiske grundlag indsnævres og bliver mindre nuanceret, der bliver mindre alsidighed. Det bliver en soveby.

- Foreningslivet bliver også indsnævret og der mangler ildsjæle og opbakning til arrangementer. Tordenskjolds soldater brænder ud, flytter eller dør!

- Idrætslivet bliver indsnævret og dør også. Der bliver i første omgang holdt fast i de mest populære sportsgrene (frivillige trænere mv.), men de ambitiøse vil vælge andre klubber, hvor der er mere udfordring og bedre muligheder for at blive bedre eller spille med i turneringer.

- Forretningslivet går en ”sikker død” i møde. Faldende indtjeningsgrundlag og mindre alsidighed i indkøbsvaner gør det svært at opretholde en større dagligvarebutik (eller flere), og det gør det ualmindeligt svært at have andet end specialbutikker kørende med en fornuftig indtjening. Det kan være svært nok i forvejen i forhold til store indkøbscentre og større udvalg og mulighed i større byer.
Det forlyder, at der i Ølsted er en markant tilbagegang i salget af bestemte varegrupper og ydelser.

- Infrastrukturen bliver dårligere med mindre fokus på offentlig trafik og mindre lyst til at investere i og vedligeholde veje og cykelstier. Det er ikke befordrende som tilflytter at vælge et sådant lokalområde, hvis det er besværligt at transportere sig til og fra arbejde og skole/institution.

- Der bliver mere mobning og der kommer til at mangle gode rollemodeller. Vi bliver mere intolerante med mere OS og DEM-syn. Der bliver dårligere uddannelse.

- Der bliver mere hærværk, stoffer og druk. Lediggang er ikke altid efter Susanne Brøggers hoved, at ”lediggang er roden til alt ÅND!” Jo hvis man har en tro på fremtiden, men det tror jeg desværre der bliver mindre af, når skolen lukker.

- Flere vil flytte og det kan være sværere at få solgt sin bolig. Få ønsker at flytte til en soveby, hvor der ikke er aktiviteter og tryghed.

Det giver IKKE mere optimisme og tro på fremtiden.

Børn som skifter skole mister op til et halvt års læring (diverse undersøgelser), og det er måske bare nødvendigt at tænke lidt sund fornuft. Man kan bare kigge på sig selv som voksen, hvis man står overfor jobskifte, muligt jobskifte eller en fyringsrunde, så kan det være svært at holde fuld fokus på sit arbejde før et skifte. Og efter skiftet så skal nye venner, nye rutiner og omgangsformer tillæres. Risikoen er dårligere uddannelse eller måske slet ingen uddannelse for nogle af disse børn.
Heraf følger fald i skattegrundlag og færre skattekroner til at gøre livet godt for kommunens borgere. En masse viden tabes ikke kun fra lokalsamfundet men sikkert fra hele kommunen. Og her tabes alsidighed, viden og kompetencer. Her tabes kreativitet og nytænkning.

 

Venlig hilsen Klaus Boyhus (støtter Ølstedlisten)

 

Har du oplevet et trygt lokalsamfund? Hvorfor var det et trygt og godt sted at bo?

Nyeste kommentarer

19.05 | 17:06

Hej Mette.
Tænker du på at slå en gymnastisk vejrmølle? Eller tænker du på at der skal ske forandring i dit liv?
Hilsen Klaus

19.05 | 09:39

hej hedder mette jeg vil grne lare at sla vejmoller hvordan goer jeg det

10.04 | 08:55

Enig. Skab folkelig opbakning omkring at venlighed, hjælpsomhed, retskaffenhed og mådehold er de centrale dyder.
Venlig hilsen
Nina Mørkholm

10.04 | 08:48

I en hård krisetid er det godt at vi kan samles om kampen mod mobning. Ville gerne skrive meget mere.
Venlig hilsen
Nina Mørkholm