MIT - MIT - MIT! Vi har så dårlig tid, og vi har så dårlig samvittighed over ikke at have tid til at gøre det godt nok for vores børn, men så har vi da heldigvis vores rettigheder. At skolen skal yde den bedste service for vores barn, så vi
kan dulme vores samvittghed.
Og vi står tit med det store sprgsmål, som vi kan have svært ved selv at finde svaret på: Hvad er det bedste for netop mit barn?
Er vi en brydningstid med forvirring om vores eksistens? Hvis ja, så er det svært for os hjælpe vores børn, når vi ikke helt selv kan definere målet og vejen. Vi bliver bombarderet, og vores børn bliver bombarderet med informationer, hvoraf de fleste er overskrifter, som vi IKKE HAR TID til at gå undersøgende i dybden i.
Og vi har IKKE TID til at bruge vores netværk og familie til at fortælle os om vores pligter som forælder og som menneske.
Derfor danner vi vores egne små og ret snævre verdensbilleder, som bliver ret flygtige i modsætning til "morfar" og "farfar"'s mere klart definerede samfundsroller som arbejder og socialdemokrat, som landmand og venstretilhænger, som direktør og konservativ.
Er vi ved at miste vores identitet og fodfæste i samfundet?
Steen Hildebrandt sætter i sin blog spørgsmål ved om skolen egentlig er så velfungerende? Om forældre kræver mere deres ret end går op i at opfylde sine forpligtelser?
http://www.steenhildebrandt.dk/2012/06/foraeldre-pligter-og-rettigheder/Om det sidste kan også spørges om det er et generelt samfundsproblem, om vi går for meget op i "navlepilleri" og kræver for meget, at det hele skal tilrettelægges ud fra mine behov, ud fra mine ønsker og ud fra det jeg har lyst til? Derfor min overskrift MIT - MIT - MIT.
I skolesammenhæng har den været oppe til diskussion før, at skolebørns opdragelse og moraldannelse er lagt i hænderne på pædagoger og lærere, og at børnene ikke har respekt for lærerne. Fordi forældrene har for travlt til at tage sig sine børn, for travlt til at involvere sig i børnenes liv, deres tanker og følelser.
Børnene får ikke vejledning i livets opgaver og pligter, om hvordan man behandler hinanden, taler til hinanden. Det får de så fra medier og venner. Medierne er meget overfladiske i deres behandling af historierne, så de bagvedliggende ideer og holdninger kommer ikke i spil og stiller spørgsmål til den enkelte i forhold til at finde den dybere mening til at have en holdning til et emne. Har man ikke lært at lytte og repektere andre for at have en anden mening, så har vi balladen.
Voksne kan have det ligesom børnene. Familien er splittet både af afstande og tid, og tid er der måske også dårligt til at se venner. Derfor må man så danne sig sine egne og til tider useriøse og usikre holdninger til spørgsmål her i livet. Den usikkerhed skal man så helst ikke vise alt for meget af, før man bliver stemplet af andre som helt sikkert "ved bedre". Vi mangler tid, eller vi mangler først og fremmest prioritering af hvad der er vigtigt her i livet.
Vi mangler at definere for os selv: Hvad vil jeg have ud af livet, hvordan opnår jeg det, når det også skal passe sammen med min familie, venner og arbejde. Hvordan skal det passe at jeg får tilgodeset alle mine behov, når jeg også skal vise hensyn og omsorg for mine nærmeste og mine relationer, og udvise omsorg for andre mennesker, dyr og naturen.
Ledelse
En del af min mission er at få topledelse til at forstå fornuften i at det gode samarbejde, forståelse for personlige styrker og det glade arbejdsliv som en væsentlig vej til forbedring af produktiviteten og den gode økonomi med medarbejdere, der går glade på arbejde, og som går glade hjem fra arbejde.